samtaler, der rykker

Hvad er Narrativ Terapi?

I mit arbejde med mennesker, bruger jeg en metode, der fokuserer på det enkelte menneskes oplevelse af sit eget liv. Det handler om de historier, vi alle sammen går rundt og fortæller os selv – og andre – om os selv. Denne tilgang kaldes narrativ terapi.

Vi har alle sammen brug for at have historier, som vi kan fortælle om vores liv og om os selv. Historierne skaber sammenhæng og mening i vores liv. Uden dem, ville livet føles kaotisk og tilfældigt.
Problemerne opstår, når de fortællinger, vi har skabt, ikke passer med vores værdier, eller når vi ikke kan finde ‘meningen’ med vores egen historie. Det er her, at angst, frustration, vrede og konflikt opstår.

 

Den narrative terapi hjælper det enkelte menneske med at udvikle og ‘omformulere’ sin egen historie, så der opstår en sammenhængende fortælling, der rummer mening og muligheder. Jo flere og jo rigere fortællinger, vi har at fortælle om os selv, jo bedre vil vi opleve vores liv.

Den narrative psykoterapeutiske tilgang er udviklet i Adelaide i Australien og har gennem de sidste 25 år vundet stor udbredelse i USA, Canada, Norden og Australien. Læs mere om Narrativ Terapi og Metode hos Alice Morgan: Den Narrative Samtale eller Michael White: Narrativ Praksis – Narrativ Teori.

Samtalerne

Samtalerne finder sted i rolige og behagelige omgivelser og tager udgangspunkt i det, som du eller I ønsker hjælp til.

Det er muligt at komme som par, familie, alene, eller i andre kombinationer, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt.

I løbet af vores samtaler, vil jeg ofte tage notater, som kan tages med hjem eller bruges næste gang. Der er selvfølgelig tavshedspligt.

Varigheden af samtalerne er 1 ½ time for 2 eller flere og 1 time for enkeltpersoner.

Antal og hyppighed af samtalerne aftaler vi løbende efter dit eller jeres behov. Det er dog ofte hensigtsmæssigt med mindst 3 samtaler.

Kontakt mig gerne, hvis I vil vide mere om metode og samtaleform.