woman-1938429_1920

Om vaner

 

Det, vi plejer at gøre.

Ved årsskiftet er vi mange, der er optagede af at ændre vaner og af at blive en ’bedre’ udgave af os selv. Vi støttes af medierne på mange områder.

Vi skal spise mindre og bedre, motionere mere, være positive, bruge mere tid på vores børn, kærester og venner. Vi skal rydde op og meget mere.

Vil du ikke også gerne af med de dårlige vaner og ind med de gode? Det er da klart, at det er det, vi vil. Men er det det?

Hvad nu, hvis der ikke findes ’gode’ og ’dårlige’ vaner. Hvad nu, hvis vaner er både gode og dårlige på samme tid. Eller dårlige nogle gange og gode andre gange. Eller gode for nogen og dårlige for andre.

En vane er noget, vi gør ofte og på samme måde. Noget, vi har vænnet os til. Så slipper vi for at opfinde nyt hele tiden, og hjernen kan slappe af, når neuronerne vandrer af de kendte veje.

Særligt vores børn elsker vaner. De er fundamentet for nysgerrighed og appetit på livet og for tryghed.

Tænk bare på sovevaner og spisevaner. Det er ikke så vigtigt hvad, hvor og hvornår. Det, der betyder noget, er forudsigeligheden.

Når vi bryder hverdagens rutiner, holder fest, spiser ude, eller rejser, opleves det som noget særligt, noget usædvanligt.

Vaner er nødvendige. Vi er alle vanemennesker, fordi vaner skaber et fundament for overskud og nysgerrighed. Jo ældre vi bliver, jo flere vaner får vi. Vi påvirkes af vores omgivelser og dem vi omgås, og det gør vores vaner også.

Når du eller I kikker på jeres vaner i det nye år, så kik på dem med ømhed og forståelse. Hvor kom de mon fra, hvad vil de os, og hvad giver de os? Og hvad spænder de måske ben for?

Vaner er ofte en blandet fornøjelse. Godt for noget, skidt for noget andet. Måske skal de justeres en smule, efterses, rettes til. De kan stilles til side, imens du prøver noget nyt.

Tag små skridt til den forandring, du ønsker. Få hjælp og opmuntring og vigtigst; tænk på, hvorfor det er vigtigt for dig at ændre netop den vane, og om det er vigtigt.

Et eksempel på vaner, du eller I ikke er glade for kunne være: Vi har aldrig tid til hinanden. Jeg udskyder altid mine opgaver. Vi skændes altid om børneopdragelse. Jeg bruger for mange penge.

Prøv noget nyt:

  1. Fjern ‘altid’ og ‘aldrig’ fra sætningerne og indsæt ‘ofte’ og ‘for lidt’ i stedet.
  2. Se nysgerrigt på problemet.
  3. Hvordan kunne det blive muligt at få tid til hinanden?
  4. Hvilken effekt ville det have?

Gør det samme med de andre ting, I ønsker at ændre.

Husk : Små skridt til stor forandring, vær tålmodig og overbærende.

Vær nysgerrig på, hvad der kunne være mere muligt i det nye år.

Share on facebook
Share on email

Familien i Fokus

Tove Sheth, psykoterapeut
Amagertorv 14B, 3. sal
1160 København K
TLF: 30 20 04 47
E-mail: ts@familienifokus.dk